Der er dage, hvor universet vælger at folde sig ud i sin fulde absurditet – og i dag var én af dem.

I dag blev borde, stole og service afleveret. Et praktisk punktum på nogle af de mest intense og givende dage, jeg har haft i lang tid.Min krop er fuldstændig mørbanket – de sidste dages strabadser har sat sig dybt i musklerne som en stille summen af træthed.Alligevel sidder jeg her med en følelse af dyb tilfredshed. For selvom det har kostet kræfter, har det givet noget, som ikke kan måles i ømhed.

I dag blev Himmerland badet i lys,som om selv solen ville hylde Marko.Vi samledes – familie og venner –for at fejre en dreng på tærsklen til noget større.

I dag har vi fejret min elskede datter, Tulle, og hendes nonkonfirmation – og det føles næsten, som om hele huset stadig sitrer af glæde.

I dag begyndte med virkelighedens lydspor: kasseapparater, kundesnak og kaffeduft i SuperBrugsen. Hverdagen. Arbejdslivets rytme. Små nik, travle hænder og de faste trin i butikkens koreografi. Der er noget smukt i gentagelsen – som en basgang, der holder hele melodien sammen.

Nogle dage vågner man og tænker: “I dag skal jeg skabe noget vildt!”Og andre dage... vågner man faktisk slet ikke, fordi man aldrig rigtig faldt i søvn. Det var en af de nætter, hvor hjernen spillede heavy metal myldertanker, og klokken var 2, før der overhovedet var ro nok til at lukke øjnene.

I dag har været… langsom. På den gode måde. Jeg har været på arbejde i SuperBrugsen – helt nede på jorden, fysisk til stede, men som sædvanlig med tankerne lidt over det hele. Sådan er det, når man har en hjerne med krøller og indbygget konfettikanon.

I dag har været en skøn blanding af praktisk voksenliv og skæv kunstnerhjerne – lige som jeg bedst kan li’ det.Først fik jeg renset min datters tæppe. Og det lyder måske ikke som den store bedrift, men tro mig – når man har en hjerne, der kører i 300 km/t og helst bare vil skabe, så er det nærmest et mirakel, når sådan noget faktisk bliver gjort. Tæppet blev rent – og jeg blev lidt stolt.Men det helt sjove kom bagefter. Jeg fik nemlig færdiggjort et lille kunstværk, jeg har gået og hygget mig med. Det forestiller en sodavandsdåse, der hælder ud i luften – og det hele står stille, frosset i tid. Det ser ud som om væsken bare svæver! Selvfølgelig er det lavet med en skjult pind og masser af limpistol – og det er lige præcis den slags skøre ideer, jeg elsker at føre ud i livet.

I dag var en af de der dage, hvor jeg virkelig kunne mærke glæden ved at være i mit element. Pigerne havde deres aftaler, og det gav mig en sjælden mulighed for at få helt ro til at arbejde i mit værksted – en gave, der altid føles som et frirum.

Der findes dage, hvor kreativiteten bobler som en overkogt gryde, hænderne sitrer efter at forme, male, save, skrue og opfinde – og så er der... i dag.

I dag har værkstedet stået stille. Ikke af modvilje, men fordi livet bankede på i andre farver.

Dagen i dag har været en herlig omgang virvar af virkelighed og værksted. Jeg startede i SuperBrugsen – ja, ikke som superbruger, men som helt almindelig menneskebruger med job. Og bagefter? Direkte i træhulen, hvor kreativiteten eksploderer hurtigere end støvet lægger sig.

I dag har jeg været kreativ på en lidt anden måde, end jeg plejer. Ikke med træ, maling og skrigende farver – men med en limpistol og en tom Faxe Kondi-dåse. Jeg har nemlig lavet en sjov og skæv gave til en konfirmand, som får sin store dag om en uge. Ideen var at skabe en illusion af en dåse, der hælder sig selv ud – midt i luften! Hele “sodavandsstrålen” er lavet med limpistol, og der skal sættes penge på den, som en kreativ og anderledes pengegave.Det er sådan noget, jeg elsker: når noget er lidt fjollet, lidt overraskende, og alligevel har en funktion. Og ærligt – det blev faktisk ret fedt!

I dag har jeg haft en lidt anderledes dag – ikke meget savsmuld og skæve kunstværker, men til gengæld en god omgang SuperBrugs-liv. Arbejdsdagen er gået der, og selvom værkstedet kalder, har jeg ikke nået at komme i gang med noget kreativt i dag.

I dag fik jeg klemt en halv time ind i værkstedet. Ikke mere, ikke mindre. Men nogle gange er det alt, der skal til, for at verden begynder at give bare en lille smule mening igen.