Der er dage, hvor universet vælger at folde sig ud i sin fulde absurditet – og i dag var én af dem.
Jeg trådte ind i SuperBrugsen som en moderne Sisyfos, bevæbnet med cheesecake fra min datters nonkonfirmation. Et symbolsk offer til hverdagsguderne, delt ud blandt mine kollegaer med en vis teatralsk ynde. Det var ikke blot dessert – det var et stykke af livets sødme, skåret i små bidder og drysset med fællesskab.
Senere fandt jeg mig selv foran Træets Stolthed – mit nuværende værk, mit lille stykke genstridige natur. Træet og jeg havde endnu en ordløs samtale gennem slibepapirets sagte hvisken. Det er i det støvede, monotone arbejde, at sjælen langsomt finder vej hjem. Jeg sleb, jeg svedte, jeg lyttede til formen, der pressede sig frem gennem årenes modstand.
Og så – skæbnen, den drilske nar. Min mindste datter, mit hjerte i miniformat, kom til skade. Langefingeren, intet mindre. Et øjeblik af dramatik, en finger fanget af virkeligheden og et barns smerte, der skar igennem mit kreative flow som en rusten sav. Aftenen blev brugt i telefonkø, i trøst, i det bløde mørke, hvor en fars rolle skifter fra skaber til beskytter.
Sådan blev dagen et kaotisk triptykon:
Første akt: Cheesecake.
Anden akt: Træets hvisken.
Tredje akt: Den langefinger, der stjal scenen.
Kunst, liv og forældreskab – altid i skøn, forvirret dans.
Tilføj kommentar
Kommentarer