I dag blev borde, stole og service afleveret. Et praktisk punktum på nogle af de mest intense og givende dage, jeg har haft i lang tid.
Min krop er fuldstændig mørbanket – de sidste dages strabadser har sat sig dybt i musklerne som en stille summen af træthed.
Alligevel sidder jeg her med en følelse af dyb tilfredshed. For selvom det har kostet kræfter, har det givet noget, som ikke kan måles i ømhed.
Hele dagen har jeg været hjemme. Lyttet til kroppen, givet den lov til bare at være. Ladet roen flyde gennem mig.
Men som timerne gik, begyndte noget at røre på sig. En stille kalden, en længsel.
Værkstedet ventede.
Da jeg trådte ind, var det som at træde hjem.
Træets duft, lysets spil, materialernes liv mellem hænderne – det hele vækkede noget i mig, som trætheden ikke kunne holde nede.
Jeg arbejdede – ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være.
Det var ikke store armbevægelser i dag, men små, levende bevægelser. En stille glæde.
Nogle dage viser mig, hvor dybt skabertrangen sidder i mig.
Hvor vigtigt det er at lytte til både kroppen og hjertet.
Og hvor meget det betyder at have et sted, hvor jeg kan være præcis, som jeg er.
Tilføj kommentar
Kommentarer