Når limpistolen får hovedrollen

Offentliggjort den 22. april 2025 kl. 20.32

I dag har været en skøn blanding af praktisk voksenliv og skæv kunstnerhjerne – lige som jeg bedst kan li’ det.

Først fik jeg renset min datters tæppe. Og det lyder måske ikke som den store bedrift, men tro mig – når man har en hjerne, der kører i 300 km/t og helst bare vil skabe, så er det nærmest et mirakel, når sådan noget faktisk bliver gjort. Tæppet blev rent – og jeg blev lidt stolt.

Men det helt sjove kom bagefter. Jeg fik nemlig færdiggjort et lille kunstværk, jeg har gået og hygget mig med. Det forestiller en sodavandsdåse, der hælder ud i luften – og det hele står stille, frosset i tid. Det ser ud som om væsken bare svæver! Selvfølgelig er det lavet med en skjult pind og masser af limpistol – og det er lige præcis den slags skøre ideer, jeg elsker at føre ud i livet.

Det var faktisk en bestilling – en, jeg kender, ville give sin søn penge til konfirmation på en sjov og anderledes måde. Og jeg tænkte: hvorfor ikke lave et lille kunstværk ud af det? Penge, humor og kunst i én mærkelig pakke. Lige noget for Design by Hald.

 

Jeg elsker at lave ting, der får folk til at stoppe op og grine lidt. Det behøver ikke være stort og fint – bare det er lidt skævt, lidt legende og 100 % mig.


Tilføj kommentar

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu.