Nogle dage starter ikke med en bzzz fra telefonen eller et desperat opkald fra skolen. Nogle dage starter bare med, at man vågner og tænker: "I dag skal jeg nørkle, snitte, save og lave skæve ting, som folk enten elsker eller ikke forstår." Men sådan blev det ikke i dag.
Min mindste datter havde nemlig allerede i går været på slap line (eller bare lidt for vild med hænderne), og resultatet var en finger, der så ud som om den havde været i karambolage med en miniput-hammer. Så i dag stod den på lægebesøg. Lægen kiggede, klemte, vippede og sagde det klassiske: "Vi sender jer lige videre til sygehuset i Hjørring til røntgen."
Ja tak. Intet som en god hospitalsudflugt for at starte dagen kreativt – bare uden værktøj.
Afsted til Hjørring, hvor vi sammen med et udvalg af halvt forstuvede ankler og mulige brækkede albuer ventede tålmodigt på røntgen og dommen fra den hvide kittel. Efter hvad der føltes som tre sæsoner af "Ventetid – the Musical", kom lægen endelig og sagde de smukkeste ord i verden: "Den er ikke brækket. Bare forstuvet."
Vi takkede og bukkede (indvendigt) og satte kursen hjemover igen.
Hjemme fik jeg lige lov til at tage en velfortjent far-lur. Hospitalsventetid har samme effekt på kroppen som at slibe egetræ i fire timer med en sløv båndpudser – man bliver træt på sådan en snigende måde.
Efter luren kaldte to af pigerne på mig til en gåtur. Og gåtur med døtrene? Det siger man altså ikke nej til – det var næsten som en kunstpause, bare uden maling og trælim.
Og så… aftenens højdepunkt: Vigga-Mynthe kiggede på mig med det der blik, der siger "Far, jeg har styr på det her," og erklærede:
"Far, vi skal have din livret i aften: hotdogs!"
Ingen fine fornemmelser her. Bare pølser, brød, ketchup og sennep (og IN-GEN remoulade, for den slags pjat gider vi ikke). Så sad vi der – jeg med mine hotdogs, pigerne med deres grin, og værkstedet stod stille for en stund.
Så nej, der kom ikke meget skrigende farve eller abstrakt træværk i dag. Men ved du hvad? Nogle gange er den bedste kunst bare at være sammen med dem, man holder af – og spise en pølse uden remoulade.
I morgen venter værkstedet igen. Og så skal det ha’ hele armen med farver, skævheder og forvirrede værktøjer.
– Dennis, hvor værktøjet stadig er lige så forvirret som kunstneren
Tilføj kommentar
Kommentarer